Forberedelse og øvelse er vigtigt, når du netværker som introvert

Netværk er den måde, man får job i dag. Men hvordan bærer man sig ad med at netværke, hvis man er introvert og ikke trives med netværksmøder, smalltalk og henvendelser til fremmede?

Pernille Taarup videregiver sine bedste råd til introverte, der vil lære at netværke. Pernille arbejder til dagligt som konsulent med team- og lederudvikling, og træner introverte i kunsten at netværke.

Hun arbejder i sin coachingpraksis med typetesten JTI (Jungiansk typeindeks), og hun kan godt genkende tendensen til, at mange opfatter ekstrovert som den foretrukne type. Men sådan behøver det ikke at være.

”Introverte og ekstroverte kan jo det samme,” fastslår hun, ”forskellen lægger i, hvor man henter sin energi. Ekstroverte går bare hjem fra netværksmøder og er fulde af energi, mens introverte bliver drænet,” siger hun.

 

Læs også: Peter Normark: “Jeg er blevet mere ekstrovert gennem mit arbejdsliv” 

 

”Ekstroverte trives med en stor omgangskreds, mens introverte foretrækker få men nære relationer. Derfor taler netværkskulturen naturligt mere til de ekstroverte, og her må man bare erkende som introvert, at det ikke nødvendigvis er en præference, men at det kan være en nødvendighed. Og så må man gå hjem og lade op bagefter,” siger Pernille.

Pernille erkender at netværk er vigtigt for karrierelivet i dag og godt kan forstå, at introverte føler sig udfordrede af netværksformen.

Derfor videregiver hun her sine bedste råd til introverte, der vil lære at netværke.

 

Sådan netværker du som introvert

Forbered dig

Som introvert skal du forberede dig, inden du netværker. Hvem har du brug for at møde? Hvad skal du spørge dem om?

Nogle gange er det muligt at bede om deltagerlisten på forhånd. Tjek, om du kender nogen på forhånd. Undersøg, hvor folk kommer fra – hvilken branche og virksomhed. Noter ned på forhånd, hvem du skal tale med, og forbered spørgsmålene hjemmefra.

 

Research på forhånd

Med sociale medier som LinkedIn er det blevet nemmere at lære noget om de andre deltagere på forhånd. Når du ved, hvem du skal have fat i, kan du med fordel tjekke deres LinkedIn-profiler for at se, hvad de laver, hvad de deler og hvad de liker.

Forbered på forhånd en åbner, der lægger sig op af de andres interesser eller faglighed.

 

 Læs også: Kan man netværke fra sin sofa?

 

Vær den der stiller spørgsmålene

Det, mange introverte ikke bryder sig om, er at være ”on the spot”. Det slipper du for, hvis det er dig selv, der stiller spørgsmålene. Så er det de andre, der skal være ”på”, og mens de svarer, får du tid til lige at lande i relationen og til at finde på noget at byde ind med.

Forbered nogle åbnere hjemmefra – enten ud fra deltagerlisten eller ud fra den fælles interesse, der har bragt jer til konferencen eller mødet. Har oplægsholderen for eksempel skrevet en bog? Så er det en oplagt åbner at spørge, om den anden har læst den.

 

Byd ind – også selvom det ikke er gennemtænkt til fulde

Introverte kunne have gavn af at melde mere ud og komme mere på banen – også inden de har gennemtænkt, det de vil sige, siger Pernille Taarup. De skal være mindre bange for at sige noget ufuldstændigt. Ekstroverte hænger sig nemlig ikke i, om tingene er gennemtænkte eller ej – de arbejder gerne videre derfra, hvor man er nået til. Og de tænker ikke ringere om dig, fordi du ikke har formuleret det hele på forhånd – tværtimod bliver de bare glade for, at du kommer med et input.

I et netværk, hvor meningen er, at man skal bruge hinanden, er det vigtigt, at alle byder ind, påpeger Pernille. Hvis du bare sidder og lytter med og aldrig byder ind, giver du de andre et indtryk af, at du ikke interesserer dig. Og hvis du aldrig giver noget af dig selv, er du ikke værdifuld for dit netværk.

 

Overvej, hvor du bruger din tid bedst

Et godt sted for en introvert kunne være en netværksgruppe med kontinuitet – hvor det er de samme folk hver gang, der virkelig prioriterer det – det giver en anden fortrolighed, som for introverte kan være at foretrække.

Et andet godt bud kunne være faciliterede netværk. Her går en facilitator ind og sørger for, at netværket får talt med hinanden på en konstruktiv måde, og det kan lette presset fra de introvertes skuldre, fordi man ikke længere behøver at være den, der henvender sig og tænker i åbnere og smalltalk.

Find den netværksform, der giver mening for dig, så du får noget ud af den energi og tid, du lægger i netværket.

 

Læs også3 gode råd fra netværksekspert: Sådan netværker du på LinkedIn

 

Netværk hjemme bag skærmen

Man kan også sagtens bruge de sociale medier som Facebook eller LinkedIn til at netværke, hvis man spørger Pernille Taarup. På den måde kan man tænke det hele igennem, før man skriver det, tænke sig om før man svare på en henvendelse, man kan skrive det om, inden man sender det afsted, og man kan rette i sine opslag løbende. Det er en meget introvert-venlig måde at netværke på.

Introverte er også tit gode til at holde deres netværk ved lige, påpeger Pernille. Introverte er gode til at være opmærksomme på deres netværk, sende en besked engang imellem for at holde kontakten og få skrevet tillykke, når nogen får nyt job eller har fødselsdag.

 

Øv dig

Netværk kan være både homogene og heterogene. De homogene netværk består af dem, der ligner dig selv, og som ofte er den, du allerede kender. Det kan være gamle skolekammerater, kollegaer, søskende, fætre og kusiner. De fleste introverte vil trives bedst i de homogene netværk, men de fleste netværkseksperter vil pege på, at det er i de heterogene netværk, der består af mange forskellige relationer, at man har størst udbytte.

Det kan være en god ide at øve dig i de homogene netværk, hvor du er tryg.

Generelt skal man sørge for at gå ud og få nogle gode oplevelser. Lad være at tage af sted, hvis du er helt flad og slet ikke har lyst. En god metode kan også være at inddele sit netværk i kategorier og markere, hvem du skal have talt med, og hvem du i mindre grad behøver at nå hen til. Så har du et klart mål, der gør opgaven mere overskuelig.

unnamed

Pernille Taarup har arbejdet som leder i over 20 år blandt andet i den finansielle sektor, som personalechef og som administrerende direktør i detailbranchen.

Pernille har stor praktisk erfaring med udvikling af teams og ledergrupper i både private og offentlige virksomheder og med udvikling af netværk hos både introverte og ekstroverte.  

Lignende indlæg