Kæmpesucces var hård kost for den introverte madblogger

LCHF-bølgen rejste sig som en tsunami, og Jane Faerbers første bogudgivelse sprængte rammerne for, hvad man troede, den nogensinde ville sælge. Men den skyllede også Jane Faerbers højt elskede anonymitet væk, da den ramte. Læs med, når Jane Faerber fortæller om udfordringerne ved pludselig at blive en offentlig person, hvordan hun håndterede dem og i dag stadig lever af og brænder for sin virksomhed. 

Du kender Jane Faerber som kvinden bag den populære blog Madbanditten og forfatteren til en række bøger om kostprincippet LCHF (low carb, high fat). Hendes bøger blev kæmpesucceser, og hun blev en efterspurgt foredragsholder og madekspert. Men for Jane havde succesen en pris. Den betød nemlig, at hun ikke længere var anonym, når hun gik på gaden, og når hun handlede i supermarkedet. Den betød, at hun blev efterspurgt på de sociale medier, blev opfordret til at holde foredrag, og at en del af hendes levebrød nu er at give lidt af sig selv til vildt fremmede mennesker hver dag. I den kendiskultur, vi lever i, har Jane Faerber opnået det ultimative mål. Men for en introvert var det ikke oprindeligt drømmen.

Selvom Jane Faerber synes, at de introverte træk kommer hende til gode på mange måder, så sidder hun stadig med en følelse af, at det faktisk er en ulempe. At det faktisk ville være nemmere ikke at være introvert, fortæller hun, mens vi drikker kaffe i hendes lyse køkken på en af årets første forårsdage.
”Det er faktisk lidt synd, men det kan godt føles som om, at det bare ville være nemmere at gå ud og gøre lige som alle andre gør.”

Og når Jane er ude at holde foredrag eller inviterer sine følgere med ind i sit univers, så lader hun jo til at gøre præcis ”hvad alle andre gør”, måske oven i købet lidt ekstra. Men virkeligheden er, at hendes introverte personlighed også kan betyde, at dagligdagen kan virke trættende.

”Det at gå almindeligt arbejder kræver mange ressourcer. Det trætter mig på en anden måde. Nu er det for mit vedkommende fire år siden, at jeg har gået på almindeligt arbejde, så nu mærker jeg det, hvis jeg har fået fyldt for mange sociale ting i kalenderen. Det giver mig sådan en grundtræthed. Det overopheder mig. Sådan at jeg får brug for at trække mig fra det hele.

Jeg kan også opleve det en smule ved, når vi holder ferier. Jeg har ikke problemer med at slappe af og lade op sammen med min familie. Men mine børn er tvillinger på 11 år, og de har et rigt socialt liv, så hvis vi er herhjemme i en juleferie for eksempel, så er der jo venner ind og ud af huset hele tiden, og det kan faktisk godt være lidt hårdt for mig.”

Selv har hun længe vidst, hvad det vil sige at være introvert og har brugt begrebet til at forklare nogle ting hos sig selv.

”Det var nogle ting, jeg havde svært ved at forklare. Det kunne være, hvorfor min mand synes, at det var den bedste ide i verden at tage alle vores gode venner og alle deres børn – og så holde ferie sammen i sommerhus, når jeg ikke kunne forestille mig noget mere rædsomt.

Der har været nogle situationer, hvor jeg har følt, at min måde at være på var forkert, og at sådan, som han havde det, var rigtigt. For det var jo ikke, fordi jeg ikke havde lyst at være sammen med vores venner – det ville jeg rigtig gerne, men jeg kunne slet ikke overskue, at det skulle være så omfattende.”

Jeg var bange for, at min personlige pris var for høj

Da Jane Faerber startede som selvstændig og skrev sin første bog sprængte den rammerne for, hvad man troede den kunne sælge. Alle købte den, og pludselig ville alle have en bid af Madbanditten.

”Alle hev og sled i mig. Jeg skulle hele tiden tale med journalister og folk, der ville have noget af mig. Og jeg stod hele tiden forrest i denne her skøre situation.”

Der gik ikke ret længe før, der blev efterspørgsel på en foredragsrække i kølvandet på bogen. En disciplin, som forfatteren faktisk mestrer og er uddannet til, men også en aktivitet som koster dyrt på energi-kontoen.

”Jeg har blandt andet læst retorik, så det med at planlægge og holde et oplæg er et redskab, jeg egentlig er tryg nok ved. Men at skulle stille mig op at tale foran mennesker, synes jeg jo er rædsomt. Det synes næsten alle. Jeg kunne mærke, at i starten brugte jeg helt vildt mange ressourcer på det. Jeg brugte flere dage op til på at forberede mig, og da det så var overstået, brugte jeg flere dage på at rejse mig op efter det.

Det kom faktisk dertil, hvor jeg syntes, at prisen var for høj. Min personlige pris var for høj. På det tidspunkt havde jeg en stribe af foredrag i kalenderen, og jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv, at nu holder jeg de foredrag, der er planlagt – og så ville jeg have holdt omkring de 10 foredrag – og hvis det så stadig er sådan, her, så stopper jeg.

Det der stå skete det var, at det faktisk vendte i løbet af de 10 foredrag. Jeg begyndte at bruge færre ressourcer op til. Og jeg oplevede at selve det at holde foredragene gik fra at tage energi til også at give mig energi. Og det er egentlig første gang, at jeg har olevet, at jeg kunne hente energi fra sådan en type opgave.”

Hvilke erfaringer gjorde du dig i løbet af de 10 foredrag, der ændrede dit perspektiv?

”I starten frygtede jeg nok, at det ville være en fjendtlig flok. Jeg forestillede mig, at jeg kom der og talte om at spise mættet fedt, og så var det hele Fødevarestyrelsen, der sad i salen – det var jo ikke. Det, jeg oplevede, når jeg kom ud at holde foredrag, var, at dem, der købte en foredragsbillet, det er også dem, der har et eller andet forhold til mig, vil høre hvad jeg har at sige eller vil møde mig.

Nogle kom op og faldt mig om halsen, mange kom op og ville bare gerne sige tak, fordi de synes, jeg havde ændret deres liv i en eller anden forstand. De fortalte mig historier om store vægttab eller kroniske sygdomme, der var forsvundet eller medicin, de ikke længere tog, eller årelange lidelser, de pludselig slap for. Og de synes alle sammen, at jeg havde en aktie i, at det var sket for dem. Det var selvfølgelig meget overvældende, men det var også medvirkende til, at jeg begyndte at hente energi fra det.

I starten var jeg rigtig bange for de dér spørgsmål, fordi dem jeg kunne ikke forberede mig på. Det er lidt en løs kanon. Efter et stykke tid, så opdagede jeg, at der var aldrig noget, jeg ikke kunne svare på.

Jeg kom også til sådan et sted, hvor jeg tog en frakke på, når jeg gik på scenen. Den samme frakke, som jeg tog på, da jeg tidligere gik på arbejde og skulle ud at holde kundepræsentationer. En slags professionel persona, som selvfølgelig ikke var markant anderledes fra, hvem jeg er i øvrigt. Jeg havde stadig mig selv med.”

Jeg er vokset med opgaven

Det med at være en offentlig person og introvert, er det, der har været allersværest for Jane Faerber.

”Det kan føles som om, at alle får et lille nip af mig, så er der til sidst ikke noget tilbage. Det er lidt en ulige opgave, fordi der er så mange, der gerne vil have noget af mig, og der er kun én af mig. Det er sådan en ting, som der er meget, meget få mennesker, der kan forstå. Dels fordi vi har sådan en kendiskultur, hvor det at være kendt er en værdi i sig selv, og fordi det kan blive opfattet som utaknemmelighed, når jeg siger, at jeg har det så svært med, at folk genkender mig på gaden, eller når vi holder ferie.”

De første mange år, var det rigtig svært for den nyudsprungne forfatter. Så svært, at hun nogle gange lod være med at gå uden for en dør, fordi hun ikke kunne overskue det. Hun syntes, at folk kiggede, og når hun var i supermarkedet, følte hun sig hele tiden på vægtskålen.

”Det var jeg jo ikke, men det var sådan, jeg oplevede det, og det var vildt stressende for mig. Jeg havde det allerede med i overvejelserne dengang, jeg besluttede at lave min første bog. Jeg var meget, meget i tvivl, om jeg overhovedet ville lave den bog. Og da jeg så fik afslag, tænkte jeg: Pyha! Så behøver jeg ikke lave den bog alligeve!”

Men Janes forfatter-ven lokkede hende alligevel til at sende den til nogle af de store forlag, og så gik det ellers stærkt.

”Jeg var så bange. Ikke for at fejle, men jeg var skidebange for at det skulle blive en stor succes. Jeg var bange for, at jeg skulle opgave min anonymitet. Og det kom den også til at koste mig. Folk er jo søde, når de kommer op til mig, og de vil ikke forstyrre, men så skriver de måske bagefter: Hej Jane, så dig på weekendmarkedet ude i Bangkok eller så dig lige gå gennem Latinerkvarteret i Paris… Og så tænker jeg: åh nej – jamen, tænk nu, hvis jeg gik og råbte af mine børn eller et eller andet,” griner hun.

”Jeg har stadig nogle dage, hvor det er svært, men jeg synes, jeg er vokset med opgaven. Der er også noget værdi i det – at man viser noget af sig selv, og at folk føler sig som en del af det. Men jeg går virkelig langt for eksempelvis at tjekke, inden vi tager på ferie, om der er mange danskere. For jeg kan ikke slappe af, hvis vi kommer derud, og vi så er endt midt i et Star Tour resort, og der kommer en hel bus med danskere kørende ind på parkeringspladsen. Det synes jeg er svært. Jeg sætter pris på min anonymitet.”

Hvilke fordele ser du i at være introvert?

”Jeg ved ikke, om det hænger sammen med det at være introvert, men jeg ser det som en fordel, at jeg holder af tid i mit eget selskab. Jeg har det ikke sådan, at der skal ske noget hele tiden. Det giver en mulighed for fordybelse, at man kan holde ud at være alene med sig selv i stilhed.

Jeg synes også, det er en kæmpe fordel, at jeg ved, hvordan det er, fordi jeg kan genkende det i min datter. Jeg kan hjælpe hende på en måde, jeg slet ikke ville være i stand til, hvis jeg ikke selv havde det sådan. Det er en kæmpe gave, at hun får lov til at vokse op her, hvor jeg kan imødekomme hende. Jeg kan jo ikke styre det, men jeg kan i hvert fald sige, at hvis du skal til fødselsdagsfest lørdag aften og dansegeneralprøve søndag, så bliver det et nej tak til legeaftale mandag – også når hun nogle gange ikke kan forstå det.”

Hvilke råd kan du give videre til andre introverte?

Jo mere man kan acceptere, at man er sådan, jo bedre kan man også tilpasse sit liv efter det

Det er rigtigt, at der er nogle ting, man er nødt til at gøre, selvom det strider imod ens natur. Man skal nogle gange på familieweekend, og man skal nogle gange håndtere opgaver på sit arbejde. Og nogle gange skal man gøre det, og nogle gange skal man lære at sige fra.

Jeg har sådan et billede af, hvem jeg er, og hvad jeg kan, eller hvad jeg selv synes, jeg bør kunne klare. Og det stemmer ikke helt overens med virkeligheden. For eksempel har jeg haft vildt svært ved at acceptere at jeg er nødt til at have lagt pauser og stilledage ind i kalenderen. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så går det altså bedre, når jeg anerkender, at det er altså vigtigt.

Karrieremæssigt kan man arbejde sig hen imod et arbejdsliv, som kan imødekomme nogle af præferencerne

Det betyder ikke, at man som introvert skal sidde og arbejde i en hule altid. Men måske skal man acceptere at storrumskontorer ikke er sagen, hvis det ikke er det. Hvis man synes, at der værste man kan blive udsat for er at sidde og ringe ud til folk – det synes jeg for eksempel – så skal man lade være at blive sælger.

Jeg har meget glæde af at være selvstændig. Men der bestemmer man jo heller ikke altid selv.

Man skal lære at bemærke, hvilke situationer, der trækker energi ud af en

Det er ikke ”bare” det at være sammen med mennesker hele tiden, der er svært. Nogle sammenhænge er fine, mens andre er svære. Man skal lære at genkende de situationer, der trækker energi ud af en.

Jeg synes, der kan være lidt sammenfald med særlig sensitivitet. Sådan noget som internet og sociale medier kan være helt vildt overstimulerende. Det nytter for eksempel ikke at sidde hjemme på sin stilledag, og så være i selskab med hele internettet.

Man skal udfordre sig selv

Man skal passe på med at isolere sig for meget. Man kan faktisk godt træne sig op til at bruge færre ressourcer på at være sammen med andre mennesker eller på nogle af de her situationer. Så det er der også noget træning i.

Læs mere om Jane Faerber på madbanditten.dk