Karrierecoach om jobsamtaler: ”Forberedelse er mit mantra”

Hvordan lander man drømmejobbet, når man hverken er vild efter at være centrum for et jobinterview, ikke er vild med at tale om sig selv og slet, slet ikke er vild med at skulle sælge sig selv? Det fortæller karrierecoach Lis Petersson her. 

 

Det der med at sælge sig selv, ligger ikke lige til højrebenet for den inkarnerede introverte. Ikke desto mindre skal langt størstedelen af os før eller siden overleve de jobsamtaler, der står mellem os og drømmejobbet.

Lis Petersson, der er karrierecoach, giver sine bedste råd til introverte på vej til jobsamtalen. Og ja, man skal være lidt udadvendt til en jobsamtale. Læs her hvordan.

Du kan også få hjælp til jobsamtalen på www.jobsamtale.nu.

 

Forberedelse, forberedelse, forberedelse

”Forberedelsen er fundamentet. Det er den platform, du skal stå på under samtalen, og den skal være så stor og solid, at du kan danse lidt i alle retninger,” siger Lis.

Derfor skal der en del hjemmearbejde til.

 



Tips til den gode forberedelse:

Hav gerne manuskript med eller noter.

Tag dine succeshistorier med i stikordsform

Highlight relevante steder i dit CV

Husk på, at rækkefølgen på indholdet kan du ikke selv styre.
Men du må gerne kigge i dine noter, når de spørger ind.


Når det er sagt, at forberedelsen er afgørende, så er det ikke ensbetydende med, at du ikke må gå i stå. Det er helt okay at sige ”Åh, der tabte jeg lige tråden… øjeblik…”, hvis du går i stå. Og man må gerne være nervøs, fastslår Lis. Man må også gerne sige højt, at man er nervøs.  Du kan godt afdramatisere situationen ved at få ”svesken på disken” og sige: ”Ja, jeg er jo lidt nervøs her og nu; det er min første jobsamtale / Det plejer at gå over om 5 minutter…”

Og vær ikke bange for pauserne. Selvom stilheden kan føles uendelig lang for den, der har tabt tråden, så er pauserne kortere, end man tror. Det vil du også kunne høre, hvis du prøver at optage dig selv, når du øver dig derhjemme. Men mere om det senere.

 

 Læs også: Forberedelse og øvelse er vigtigt, når du netværker som introvert

 

Forbered dine succeshistorier

Når du er til jobsamtale, skal du ikke bare remse dine kompetencer op i en lind strøm: ansvarsfuld, professionel, effektiv, god til at multitaske osv. Du skal inkorporere dem i succeshistorier. Og dem skal du øve hjemmefra.

Fortæl historien om, hvordan du fik din kompetence i spil i konkret arbejdssituation, og hvordan du brugte den til at løse en konkret udfordring.

Find 10 forskellige succeshistorier, der hver beskriver en kompetence, du har. Øv historierne, så du kan hive dem ud af ærmet, når du skal fremhæve en kompetence.

 

Øv dig foran spejlet

Det er grænseoverskridende for mange – måske især for introverte – at stille sig foran spejlet og øve sin elevatortale, sine succeshistorier og sin præsentation. Men der er ingen vej uden om, hvis du skal forberede dig ordentligt.

 

plys

 

”Når man tænker på, hvor svært det er for mange at få det sagt foran spejlet den første gang. Hvorfor så byde dig selv at sige det for første gang til selve jobsamtalen?” siger Lis, ”jo sværere du synes det er, desto mere øvelse skal du have.”

Du kan for eksempel øve dig foran spejlet, for et kamera eller med en samtalepartner. Øv dine succeshistorier, og slå typiske spørgsmål op og øv svarene på dem.

 

Tag det alvorligt

Hvor svært kan det være at svare på spørgsmål om dig selv?  Ingen kender dig vel bedre, end du selv gør. Men det kan faktisk være ret svært.

”Lad være med at freestyle og springe hjemmearbejdet over. Så får du ikke jobbet. I hvert fald ikke til de første 10 samtaler, for så bliver dét din træning.”

Og så er spejlet måske alligevel en bedre løsning.

Selvom du allerede kender dig selv og kan svare på det meste, så skal forarbejdet alligevel tages seriøst.

 

Læs også: 3 gode råd fra netværksekspert: Sådan netværker du på LinkedIn

 

Frygt ikke det personlige

For mange introverte bliver det hurtigt lidt personligt, når din kommende arbejdsgiver beder dig om at fortælle lidt om dig selv. Men der er ingen grund til panik. For det er faktisk slet ikke din passion for fransk kogekunst, din familie eller din villa i Hedehusene, de gerne vil høre om.

”Start med det mest konkrete for, hvorfor du sidder der – og slut med de to hunde og Hedehusene.”

Det kan være en god øvelse at sætte stopuret og prøve at fortælle løs i 2 minutter hjemme foran spejlet for at få en følelse af, hvor kort eller lang tid det egentlig er. Beslut på forhånd, hvor du vil starte henne, og se, hvor langt du kan nå.

For mange vil det være nemmere at snakke om fagligheden, men øv også det personlige. Dine kommende arbejdsgivere vil gerne have et indtryk af dig, og det kræver at du tør give lidt af dig selv og din personlighed.

 

Introvert er også en kvalifikation

Og så til noget, de fleste af os gerne vil have svar på: Skal man sige, man er introvert?

”Ja, det kan man sagtens!” siger Lis, ”Det er en del af dine kvalifikationer. Og det kan godt være en taktik at sige fra start: Hvis I ikke har opdaget det, så er jeg ret introvert. Det kan godt blive opfattet som arrogance – det vil jeg gerne lige slå en pind igennem.”

Og lidt udadvendt er du nødt til at være, når du skal vise, hvem du er, så ja, du skal være lidt udadvendt til jobsamtalen – men ikke mere end at du stadig er dig selv.

”Se dig selv som den introverte, der har taget den mest ekstroverte udgave af sig selv med. Spørg dig selv: Hvad er det mest ekstroverte jeg? Med respekt for dig selv og det job, du har søgt. I typiske ’introvert-jobs’ som for eksempel laborant, er det meget naturligt, at du er introvert som ansøger, men hvis du godt kan være på og bestride et ekstrovert job, så skal du også kunne det til samtalen,” siger Lis Petersson.

 

Læs flere artikler om introvert karriere her: http://bevidstintrovert.dk/category/karriere/

Lignende indlæg