Kan introverte blive udadvendte telefonsælgere?

Telefonsælger eller korrekturlæser. Skuespiller eller manuskriptforfatter. Realitystjerne eller tilrettelægger. Kok eller tjener. Pilot eller stewart.

Der er de jobs, hvor du skal stå forrest i rampelyset – og de jobs, hvor du står bag kulisserne og styrer rampelyset. Det er nærliggende at tænke, at de ekstroverte foretrækker at være på scenen, mens de introverte foretrækker at være bag den.

Og så er der jobs, der virkelig kræver, at du er udadvendt. Og ikke bare på sådan en måde som alle jobs angiveligt kræver det – for det står gudhjælpemig i hvert eneste jobopslag, du kan opdrive (jeg har i ramme alvor engang set et jobopslag, der ønskede sig en udadvendt korrekturlæser!). Men der er nogle, der virkelig kræver det. De mennesker, der står på togstationerne og hverver medlemmer til Greenpeace og Red Barnet for eksempel. Eller telefonsælgere. Når jeg spørger introverte, hvad deres største skrækjob er, så er det som regel telefonsælgere (men jeg tror nu, at en del ekstroverte har det på præcis samme måde).

Men er der virkelig stillinger, du ikke bør have som introvert? Mit bud er nej.

Kan introverte blive udadvendte nok til alle jobs? 

Hvis du virkelig brænder for dit fag, så er der ingen grund til, at du ikke skulle kunne bestride dit udadvendte job. Hvis dit hjerte banker for international miljøbeskyttelse i Arktis, og du kan mærke, at du gør en forskel, når du står i bidende kulde på Kultorvet i din grønne regnjakke, mens turister og fortravlede forretningsfolk i blazere stryger forbi dig. Så tror jeg på dig. Selvfølgelig kan du det.

Jeg brænder for, at introverte ikke lader sig begrænse. Derfor holder jeg foredrag og stiller op til interview i liveradio og -tv. Det kender jeg mange introverte, der ikke ville bryde sig om. Jeg frygter det i flere uger forud for et foredrag. Jeg er nødt til at have ekstra deodorant og skiftetrøje med, bare jeg skal i radioen.

Men min mission vejer mere end frygten på vægtskålen.

Vidste du, at Jane Faerber, der driver Madbanditten.dk, var så bange for at hendes bog skulle blive en succes, at hun overvejede at lade være med at sende den til forlaget? Hun er nemlig også introvert og trives meget bedre bag skærmen end på en foredragsscene.

Du kan læse hele hendes historie her: Kæmpesucces var hård kost for den introverte madblogger

Introverte kan i hvert fald ikke være journalister

Da jeg skulle vælge uddannelse, ville jeg gerne være journalist. Men jeg turde ikke. For det første fordi jeg skulle flytte til Aarhus for det. Og jeg tænkte, at jeg ville være alt for introvert til at finde nye venner i en ny by.

For det andet fordi jeg ikke kan fordrage at tale i telefon. Jeg var i praktik som journalist i 8. klasse, og hver gang jeg skulle ringe til nogen gik jeg ud og satte mig på gulvet i elevatoren med min telefon og min blok og min kuglepen og kørte op og ned, så ingen lyttede med. Det ville de nok se skævt til på journalisthøjskolen, tænkte jeg.

Og for det tredje fordi jeg var bange for at være for forsigtig og for stille og for langsom til at fange de gode historier. Det ville jeg måske også være. Det finder vi aldrig ud af, for jeg tog ikke på journalisthøjskolen.

 

Vælg med hjertet – indret dig med fornuften

Selvfølgelig kunne jeg være blevet journalist. Og selvfølgelig skal jeg prøve det af en dag. Men indtil videre knuselsker jeg mit retorikstudie, og jeg tror, at min foredragsholderkarriere udfordrer mig mindst lige så meget som en journalistkarriere ville.

Det vigtigste, jeg har lært om at arbejde i udadvendte stillinger, er, at det kræver, at man tænker sig lidt om og indretter sig efter det.

Her er et par fif, når den introverte skal være udadvendt i sit job:

Hold balancen

Hvis du skal være ”på” og udadvendt i dit job på en måde, som koster dig energi, så sørg for at sætte tid af i din fritid til at lade op. Måske vil det betyde, at du deltager i færre sociale arrangementer end andre i din omgangskreds. Og det er okay. Man kan ikke både blæse og have mel i munden.

Skriv det ind i din kalender

Det kan være en god ide at skrive ind i kalenderen på forhånd, at du ikke skal skrive noget ind i din kalender. Og jeg indrømmer, det er noget af det sværeste for mig; at skulle sige nej til noget, når kalenderen er tom. Men hvorfor er det lige, at det er okay at bryde og flytte aftaler med dig selv, som du aldrig ville bryde med andre?

Husk dit hvorfor

Hvis dit job kræver en masse af din energi, så er der nok en grund til, at du har valgt det. På dage hvor det er svært, må du tilbage og huske på, hvorfor du valgte din branche. Det kan som regel give dig lidt mere blod på tanden.

Mærk efter  

Hvis du har et job, der virkelig koster på energikontoen, skal du være god til at mærke efter. Du må ikke bruge mere energi, end du kan nå at hente hjem igen, når du har fri. Det er sådan, man brænder ud.

Selvfølgelig kan du bestride et udadvendt job – men lov mig, at du passer på dig selv.

God arbejdslyst.

Kærlig hilsen 

Lignende indlæg