Hvad ville du sige til dit teenage-jeg?

Hvad ville du sige til dit teenage-jeg? Det blev jeg spurgt om af onlinemagasinet Woman. Det kom der en lille film ud af.

Det er ikke altid så nemt at være introvert teenager. For mig var det faktisk så svært at falde til, at jeg droppede ud af gymnasiet efter det første år. Det var et hårdt slag for en 12-talspige, der ellers havde brugt hele sit unge liv på at slå sig til tåls med at være en “nørd”. Pludselig resulterede det, at jeg var en nørd, i, at jeg blev et “drop out” i stedet. Og selvom jeg aldrig havde været rigtig glad for rollen som den stille pige, der var dygtig i skolen, så føltes det pludselig meget nøgent at stå uden nogen rolle overhovedet at hænge min identitet op på.

Jeg turde ikke engang skifte gymnasium eller starte på en anden uddannelse. Så bange var jeg for at være udenfor igen. Jeg gik ned i den lokale SuperBrugs, hvor jeg arbejdede i kiosken og bad om en fuldtidsstilling. Så måtte det koste mig min uddannelse. Jeg skulle ikke tilbage.

Læs også: PERSONLING BERETNING OM DEN STILLE PIGE OG EN KAOTISK STUDIESTART

Heldigvis havde jeg gode mennesker i min omgangskreds. Én sendte mig et link til Frederiksberg HF-kursus, hvor aldersgennemsnittet var godt oppe i 20’erne. Mine forældre støttede mig i at tage til møde derinde. Min nye studievejleder støttede mig i faktisk at søge ind. at Min ungdomskæreste støttede mig i også at dukke op første skoledag. Og mine to nye veninder i klassen gav mig grund til at blive hængende til jeg havde fået en gymnasial uddannelse.

Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, var jeg nok ikke blevet så slået ud, da jeg første gang startede i 1.G. To gode veninder i klassen er rigeligt. Man behøver ikke være med til alt for at være en del af klokken. Man behøver ikke engang tage med til fest, hvis man ikke har lyst.

Jeg håber, at andre lære det tidligere end jeg gjorde. Eller på en mindre hård måde. Jeg håber, at denne video kan hjælpe dem med det.

Lignende indlæg