Danmark – et introvert land?

Det kan godt være, at vi i Danmark hylder de ekstroverte værdier i højere grad end de introverte. Men efter et smut til Cuba står Danmark alligevel i skrigende kontrast til det ekstroverte samfund, jeg mødte der.

Debatten om de introvertes udfordringer – inklusiv mit eget bidrag – har kredset om de ekstroverte værdier, der præger vores samfund. At vi skal være “på”. At vi skal netværke. At alle kan blive kendisser, hvis de er festlige og spraglede nok. Og at det er svært at leve op til og være en del af, når man er det stille barn i klassen. Hvad nytter talent, hvis man ikke har kontakterne til, at de kan føre til et job? Eller hvad gør en dygtig musiker eller skuespiller, hvis han ikke kan performe uden for scenen. Eller en dygtig journalist, der bare ikke får grebet chancen, når den byder sig, fordi hun var for langsom.

Der er helt sikkert udfordringer ved at være introvert. Men efter en tur til Cuba, er jeg nødt til at påpege, hvor privilegerede vi introverte er. Vi skal måske gøre en ekstra indsats for at gribe de muligheder, der byder sig i det store billede og gøre en ekstra indsats for anerkendelse i det daglige. Men når vi går hjem fra arbejde og studie, så er der stille. Når vi sidder på kontoret, er der stille. Når vi læser på læsesalen, er der stille. Når vi sidder i bussen, er der stille.

Når det ringer uanmeldt på døren, og vi ikke gider åbne (indrøm det, introverte fæller – I gør det også), så går folk igen. På Cuba er der ingen dørklokker. Her stiller man sig under sin vens altan og kalder til de kommer ud. Længe om nødvendigt. Og højt. Cubanere har imponerende stemmer. Den slags stemmekontrol og volumen skal vi bruge mange timer på at lære i Danmark.

Gadesælgere gør opmærksom på sig selv med melodiske udråb, når de går ned gennem gaden. Alle kender alle. Især i de små byer og i de fælles brancher. Alle råber en hilsen med på vejen, når de møder hinanden – også på tværs af gader og haver og turister. Der er en konstant råben til hinanden i Cubas gader. Når køretøjer overhaler hinanden dytter de. Bare for at gøre opmærksomme på deres tilstedeværelse. Kuske i hestevogne råber. Cykeltaxaer fløjter eller ringer på klokken. Der er en konstant udveksling af hilsner og advarsler, anerkendelser og kommentarer. Og af og til mistænker jeg dem for at dytte blot for at dytte. At råbe, blot for at råbe. Hvis der er lidt for stille.

Og det gælder også om natten. Det er som om, cubanere aldrig sover. Ikke gadesælgerne, ikke cykeltaxaerne, ikke de unge, ikke de gamle. Men de råber stadig til hinanden og hører høj musik gennem gaderne. Selv deres børn og husdyr lader til at være vågne døgnet rundt og gø og græde om kap.

Den var aldrig gået i Danmark.

Jeg glæder mig helt til at komme hjem til mine naboer. Deres sludren i opgangen og trampende skridt på trappen og evindelige støvsugen er en kærkommen forstyrrelse. I Danmark er vi flasket op med en volumenmæssig hensynsfuldhed.

Min veninde, der er nybagt mor, skriver undskyldende julekort og sender chokolade, når hendes barn har kolik og græder hele natten. Busholdepladsen ved DGI-byen har fået regler om, hvor længe deres busser må holde i tomgang. Fordi det forstyrrer naboerne. På Cuba er det helt almindeligt at efterlade sit køretøj i tomgang på et gadehjørne lige uden for en fortovscafe. Og der er ingen grund til at fikse en knallert med hul i potten. Dengang min egen sporty, røde pigeknallert larmede så trommehinderne dirrede, kan jeg huske, at tilfældige forbipasserende råbte og skældte mig ud. På Cuba løfter man ikke et øjenbryn.

Jeg kan huske mine forældre og lærere gennem min barndom sige sætninger som: “Du behøver ikke råbe” eller “skru lige lidt ned”. Det er der aldrig nogen, der har sagt til cubanerne. Det er der i øvrigt stadig ingen, der gør. De er kun os danskere, der går forbi folk på gaden, der står og råber, og tænker: “dæmp dig dog, så vi andre også kan være her”.

Dertil kommer at cubanerne lever op mod ti mennesker i små lejligheder og huse, der er beregnet til en enkelt familie. Det må kræve en vis mængde ekstrovert energi (men det kræver også sine ægteskabelige ofre, har jeg hørt – med en skilsmisserate på næsten 70% inden for de første år efter vielsen). Til gengæld er der et helt andet fællesskab og solidaritet. Måske er det derfor cubanerne ikke bliver bedt om at dæmpe sig. Måske er det denne ekstroverte energi, guidebøgerne beskriver som cubanernes uslukkelige livsglæde. Måske er det netop det, det er. Livsglæde. Og jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er bedst. Den danske hensyntagen eller den cubanske… livsglæde.

Jeg må indrømme, at jeg glædede mig til at komme hjem til introverte Danmark med vores stille gader og tyssen. Og hvor de fleste finder nyfunden taknemmelighed for den danske økonomi og hygiejne efter sådan en tur, så finder jeg en helt ny taknemmelighed for, at vi forstår at tage hensyn til hinanden på et volumenmæssigt niveau (og så kunne cubanerne til gengæld helt sikkert lære os en masse om hjælpsomhed, solidaritet og “carpe diem” – men det er en anden historie).