Må man lyve – bare fordi man er introvert?
Klassisk introvert-udfordring. Hvis folk vidste, hvor stor pinsel en fødselsdagsinvitation kan pådrage mig, så ville jeg nok aldrig blive inviteret igen.
Det ville jeg selvfølgelig være ked af. For det er jo ikke sådan, at introverte ikke kan lide fester. De fleste fester vil jeg gerne med til. Og så er der dem, hvor jeg lige så godt bare kan sætte tiden af med et stort, fedt kryds i kalenderen, hvor der står Damned if you do – and screwed if you don’t…
Enten tager jeg med og ærgrer mig over, at jeg ikke blev hjemme. Eller også bliver jeg hjemme og har dårlig samvittighed over, at jeg ikke tog med. Eller endnu værre: at jeg løj om, hvorfor jeg ikke kunne komme og nu ikke har samvittighed til andet end at sidde rask og rørig i min seng og spise suppe og se tv, fordi jeg har bildt nogen ind, at jeg var syg.
Og nu står jeg der så igen. Igen. Igen. Igen. Igen. Igen.
Jeg har sagt ja til noget, jeg ikke kan overskue. Det kunne jeg godt, da jeg sagde ja. Overskue det, altså. Hvad det lige var, der fik Frk. Introvert til at sige ja til en fødselsdagsfestival i telt og sovepose fra fredag til søndag et sted, hvor jeg kun kender fødselaren og ikke har mulighed for at tage tidligt hjem fra, det kan man jo så undre sig over retrospektivt. Men det forekom mig at være en god ide at the time. Man skal jo udfordre sig selv.
Jeg har masser af gode grunde til at blive hjemme. Jeg skal afholde to workshops i IDA næste måned, som jeg allerede er i gang med at forberede. Jeg har først sent fri fredag, så jeg kommer allerede en time for sent. Jeg skal også tidligt hjem igen, for jeg har en deadline søndag aften. Det bliver regnvejr. Jeg kan slet ikke finde ud af at slå et telt op. Jeg er midt i en migræneperiode. Jeg har virkelig ikke tid til at blive forkølet. Jeg har faktisk allerede lidt ondt i halsen. Jeg har i virkeligheden slet ikke råd til hverken gaven eller øllene eller benzinen til turen.
Kender du det?
Der er som regel et helt arsenal af undskyldninger, hvis man lige kommer til at lede lidt. Men hver og en af ovenstående kan løses. Hvis jeg vil. De dækker alle sammen over den sidste grund til at blive hjemme: Jeg har faktisk ikke lyst. Undskyld. Jeg er introvert.
Hvad stiller vi så op?
Jeg er færdig med at sidde derhjemme med en skål af Mous, den bedste og dårlig samvittighed til dessert.
Det gode ved at være sprunget ud som introvert på landsdækkende tv er jo, at jeg ikke behøver at dække over det længere.
Så jeg har givet fødselaren en flaske vin og kaldt det et depositum. Hvis jeg dukker op, så tager jeg en til og et kort med til hende. Hvis jeg bliver væk, så har jeg beklaget rigtig meget på forhånd, og så håber jeg, at hun vil nyde sin vin og sin fest og tage chancen og invitere mig igen en anden gang – om ikke andet så for at score den anden flaske.
Det har givet mig ro i maven. Og i hovedet. For nu behøver jeg ikke gå og mærke efter, om jeg mon ikke har lidt ondt i halsen? Eller slå mig selv i hovedet med, hvor svært det kan være.
Det trick kan man selvfølgelig ikke lave til en fest med tallerkenservering og gæsteliste. Men hvis du er lige så meget i tvivl, kan du måske få lov at takke nej til din tallerken og spørge, om du måske, hvis du får mod på det, må komme forbi til et glas vin senere. Du kan jo oven i købet selv forære den i depositum på forhånd.
Hvad siger du? Er det en okay måde at gøre det på?
Hvad plejer du selv at gøre?
Hvis du har en bedre metode end min – så vil jeg så gerne høre den 🙂 !
Skriv den gerne i kommentarfeltet herunder.
