Slet nu ‘udadvendt’ fra jobopslagene!
Man søger ikke en medarbejder i regnskabsafdelingen med en sproglig studentereksamen, bare fordi det kunne være fedt, hvis vedkommende også kan stave. Eller en matematisk, fordi korrekturlæseren skal kunne navigere i et Excel-ark. Så skal man heller ikke søge en udadvendt medarbejder, bare fordi stillingen kræver, at man kan indgå i et team.
Du skal være udadvendt.
Du skal være udadvendt.
Du skal være udadvendt.
Udadvendthed er din adgangsbillet til det danske jobmarked. I hvert fald hvis du tror på jobannoncerne. Jobannonce på jobannonce stiller krav om en udadvendt personlighed – lige før din robusthed og lige efter din evne til at holde mange bolde i luften og tænke ud af boksen. Dér står det, sort på hvidt, at du skal være udadvendt.
Jeg læste engang en jobannonce, hvor man søgte – hold nu fast – en udadvendt korrekturlæser. Så stopper festen altså! Så er det da, fordi udadvendt at blevet et buzzword, der bare skal indgå i enhver jobannonce. Eller fordi man leder efter én, der er sjov at have med til julefrokosten. En korrekturlæser skal være grundig, fokuseret og glad for at fordybe sig i det samme i mange timer ad gangen. Det kan en overvejende ekstrovert sikker godt administrere – men lige så oplagt det ville være at ansætte en ekstrovert til at være telefonsælger, lige så oplagt vil det være at ansætte en introvert som korrekturlæser. Det er jo netop den introvertes spidskompetencer.
Er du introvert og på jobjagt, så lov mig, at du ignorerer det komplet udvandede ord. Det er nogenlunde lige så overflødigt som at kræve, at du skal være flink, sød og rar. I modsætning til hvad? Ubehøvlet, dum og grov?
Når HR-folkene er på jagt efter udadvendte, er det som regel, fordi at det kan være:
- Nødvendigt at indgå i et team (det kan introverte også godt!)
- Hyggeligt at sludre i kaffepausen (det kan introverte sørme også godt!)
- Sjovt at have kollegaer, der har lidt humor (det har introverte faktisk også!)
- Brugbart at kunne holde en præsentation for andre (det kan introverte også godt!)
- Festligt at have kollegaer, der tager del i det sociale (det står der heller ikke noget i vejen for!)
Men man søger heller ikke en sproglig student, fordi det kunne være fedt, hvis medarbejderen i regnskabsafdelingen også kan stave. Eller en matematisk, fordi korrekturlæseren skal kunne navigere i et Excel-ark.
Den mængde udadvendthed, der egentlig kræves, er i virkeligheden bare common sense. Så hvis ikke virksomhederne holder op med at skrive det – så må jobansøgerne holde op med at læse det. God jagt!